Så nemt kan det være at lave dit eget turmad

Jeg er i fuld gang med forberedelserne til sommerens fjeldture i Lapland og i Grønland. Jeg skal klargøre mad til i alt 18 dage ude. Til Lapland skal jeg klargøre mad til 3 personer og kun til to til de sidste 9 dage i Grønland – det giver sammenlagt 45 portioner, så jeg må hellere komme i sving!

Jeg vil gerne dele fremgangsmåden med jer her, da det er mit håb at kunne inspirere til at turde gå i gang med projektet selv. Det er let, billigt og smager skønt. Den eneste ulempe er dog at det kræver forberedelsestid før turen og tager også en smule længere tid at tilberede – dog synes jeg at det fuldt ud opvejes af at jeg ved hvad det er jeg spiser, samt at prisen er under det halve.

I denne weekend har jeg lavet de første 18 portioner aftensmad samt startet op med tørring af frugt til den hjemmelavede müesli.

Her er fremgangsmåderne på kylling i karry og pasta bolognese.

Kylling i karry (i alt knap 3 kg færdig ret til 9 portioner):

Til denne ret har jeg valgt at bruge hakket kyllingekød. Det er ikke det man normalt vil bruge til kylling i karry, men det er lettere at tørre (dehydrere) samt væsentligt lettere af bløde op (hydrere) igen.

Jeg laver retten som jeg normalt ville gøre, alle opskrifter kan bruges, så din er helt sikkert lige så god som min – hemmeligheden er blot at alt er hakket og snittet ganske fint (aldrig tykkere en 0,5 cm.) samt at du bruger så magert kød som muligt da fedt har tendens til at blive harsk.

Min opskrift: Svits løg, hvidløg og bacon med en masse karry og brun derefter kødet af. Tilsætte kokosmælk, cremefine, fintsnittet grøntsager (gulerødder, champignon, gul peber, ananas og squash) og smag det til med en hel masse lækre krydderier (jeg kan godt lide at maden smager af noget når jeg er på tur, det gør det lidt mere lækkert).
Tilbehør: En håndfuld cashewnødder og minutris i kogeposer

Når det har stået og simret en tid og kogt så godt ind som muligt (mindre tørretid), starter selve tørringsprocessen.

Vej mængden (hele retten) inden du starter tørreprocessen, så ved du hvor meget vand der skal tilsættes igen, når du tilbereder. Min erfaring er at det ca. tørre ind til 1/3 del.

Der er flere tørrings-muligheder, her er dem jeg selv bruger.

Almindelig varmluftsovn:
Fordel retten på en bageplade i max. 1 centimeters tykkelse. Tænd ovnen på ca. 70 grader på varmluft. Sæt pladerne ind og lad lågen stå lidt på klem så dampen let kan komme ud (jeg plejer at sætte en theske i klemme). Lad det nu stå og passe sig selv i ca. 12 timer (det kan sagtens variere mellem 8 – 14 timer afhængig af mængden), vend gerne rundt i det et par gange undervejs.

Dehydrator:
Samme fremgangsmåde som ved ovenstående, det tager dog ofte kortere tid og den er billigere at have kørende end ovnen.

Pakning af den tørrede ret:
Når retten er helt knas tørt er den færdigt – pak det nu i fryseposer eller i vakuum-poser, hvis du har det (så fylder det mindre). Jeg plejer at pakke ca. 80-100 g. pr. person, hvilket svarer til ca. 250-300 g. færdig ret, og hertil kommer så tilbehøret i form af ris, nudler, kartoffelmos eller andet.

Pasta Bolognese (i alt knap 3 kg færdig ret til 9 portioner):

Bortset fra at det jo er en anden ret en kylling i karry er processen præcis den samme som ovenstående. Igen vælger jeg hakket kød der er med lav fedtprocent.

Min opskrift: Svits løg, hvidløg og bacon med paprika og brun kødet af derefter. Tilsætte tomat/pastasauce, cremefine, fintsnittet grøntsager (gulerødder, champignon, rød peber og squash) og smag det til med en masse lækre krydderier (jeg kan godt lide at maden smager af noget når man er på tur, det gør det lidt mere lækkert). Tilbehør: Nudler

Hvordan tilbereder jeg det så igen?

Jeg koger den rette mængede vand op og hælder det over den tørrede ret. Jeg lader det trække 10-15 minutter – min erfaring siger at der ofte skal tilsættes en smule mere vand en der oprindelig er tørret fra.

Nu er retten klar til at spise – velbekomme 🙂

Sjaelesund Podcast Om at være alene i vildmarken
Tak fordi du læste med

“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”

— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent


2 Kommentarer
  1. Susan

    Hej Mette

    Jeg skal på en 90 dages lang tur i kajak og har derfor brug for at vide 1 Hvor lang tid holder maden og 2 Er der risiko for at der dannes kondens i fryseposerne, hvis de bliver udsat for varme?

    Mvh Susan

    1. Hej Susan

      Det lyder godt nok spændende 🙂

      Det kan i praksis holde sig rigtig længe (flere måneder), men er helt afhængig af at du får tørret det 100%. Og hvis det er tørret 100%, er der heller ikke risiko for kondens.

      Når du har tørret det er der et lille test-trick, som går ud på at putte lidt af det tørrede mad i et syltetøjsglas med låg og stille det i en solrig vindueskarm (alternativt på en radiator)… Hvis der kommer kondens i glasset, er det ikke tørt nok endnu.

      Held og lykke
      Mette

Tilføj en kommentar