Lav dit eget optændingsmateriale af fyrsvamp/tøndersvamp

Fyrsvampen gror ofte på gamle fyrretræer eller birketræer og kaldes også tøndersvamp. Svampen er ganske almindelig i hele landet, og kan indsamles hele året.

Generelt sidder den temmelig godt fast på træet og der skal derfor bruges en solid kniv eller en økse når du er på jagt efter din svamp. Sørg for kun at ”høste” den mængde du har brug for, hvilket ofte kun er en enkelt eller to.

Fyrsvampen har sandsynligvis været anvendt som optænding helt tilbage fra stenalderen. Og svampens navn viser da også tydeligt, hvilken anvendelse fyrsvamp eller tøndersvamp har haft. ‘Tønder’ er et gammelt dansk ord for helt fint optændingsmateriale. ‘Fyr’ betyder ild.

Forberedelse:

Svampen skæres i fine skiver på mellem en hel til en halv centimeter. Det mest optimale værktøj til at skære denne hårde svamp i skiver, er enten en solid kniv eller eventuelt en nedstryger.

Derefter skal du banke skiverne med en hammer, bagsiden af en økse eller en hånd-stor sten, for at løsne strukturen i svampen.

Når skiverne er klar og banket, laver du en lind grødagtig askeblanding bestående af omtrent:

½ del aske
¼ del vand
¼ del svamp
(det præcise mål er ikke så vigtigt når blot svampene er dækket af askegrød)

Blandingen skal koges omtrent en halv times tid, sørg for at røre rundt med jævne mellemrund, da asken ellers synker til bunds i gryden.

Tørring:

Efter kogning skal svampeskiverne tørres. Dette kan gøres enten med eller uden varme.
Hvis svampen skal selvtørre, kan dette godt tage mange uger, lidt hurtigere går det hvis du enten lægger svampene på en radiator eller i ovnen ved ca. 70 grader (sæt lågen lidt på klem, eventuelt med en the-ske i klemme i lågen, og meget gerne på varmluft). I ovnen tager det typisk et par timer eller tre, selvfølgelig afhængig af, hvor tykke skiverne er.

Det er let at mærke på svampeskiverne om de er rigtig tørre, du skal blot mærke efter at de er helt hårde og den ”svampeagtige” blødhed er helt væk.

Klar til optænding:

Fyrsvampen kan anvendes som optændingsmateriale/tønder i forbindelse med alle former for primitiv ildtænding.

Dette skal du bruge:

  • Materiale til at frembringe en glød, f.eks. et ildstål, flint og stål eller et ildbor/bowdrill
  • Fyrsvamp
  • En ”rede” bestående at tørt hø, græs eller lignende til at puste gløden til flammer

Bræk eller skær en stump af svampen på størrelse med en tommeltot af, og benyt denne til at fange gløden med.

Hvis du bruger et tændstål, sætter du dette oven på fyrsvamp-klumpen og laver gnister med denne. Du vil sandsynligvis opleve at svampen ret hurtigt fanger en glød, som du herefter kan puste op til en flamme i din lille ”fuglerede”

Hvis du vil lave ild med flint og stål, holdes en lille stump af fyrsvampen ovenpå den flintesten du slår med stålet på, ind til den fanger en glød.

En tredje metode er at benyttes et ildbor/bowdrill. Her lægges bitte små stumper af fyrsvamp hen mod det ulmende træstøv, som ildboret har produceret. Herefter kan en flamme pustes frem og antænde lidt større tønder.

Hvis du er rigtig sparsommelig kan du, når fyrsvampen har gjort sit arbejde og antændt andet tønder, slukkes fyrsvampen igen og genbruge den ved næste ildtæning. Den sodede overflade gør i øvrigt blot svampen mere modtagelig for gnister næste gang.

Sjaelesund Podcast Om at være alene i vildmarken
Tak fordi du læste med

“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”

— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent


6 Kommentarer

Tilføj en kommentar