Vi ankommer med Danmarksflyet fra København til Kangerlussuaq (hvis danske navn er Sønderstrømfjord) klokken 9.45, efter en flyvetur på 4 1/2 time. Vi har glædet os rigtig meget til denne dag efter at vi har gået ruten i sommer.
Som nævnt i et tidligere blogoplæg er planen at vi skal gå ruten på ca. 165 kilometer fra Kangerlussuaq til Sisimiut. Ruten ligger omkring 40 kilometer nord for polarcirklen og bliver kalde Arctic Circle Trail. På sommerturen sidste sommer mødte vi Ellen og Flemming, et meget aktivt ægtepar på lige over 70 år. De havde, siden de gik over indlandsisen i 2008, gået Arctic Circle Trail ikke mindre end 9 gange – 5 gange på vinterfjeld og 4 gange på sommerfjeld. Da vi havde hørt deres beretning var der ingen vej tilbage for Jacob og Jeg: ”Hvis de kan, så kan vi også” og ideen var skabt.
Nu skal den bare føres ud i livet og billetterne blev købt kort før jul sidste år. Hvad vi dog ikke lige havde forudset var, at jeg skulle være lige godt 3 måneder henne i en graviditet. Heldigvis har jeg det rigtig godt, så den største indflydelse som det ind til videre har haft er, at vi har planlagt at Jacob skal gå med to pulke og jeg kun med én, hver pulk har en samlet vægt på ca. 30 kilo.
I flyet opstod så ideen om at bruge dagen til at tage ind på indlandsisen – HVIS vi kunne finde en der ville køre os med så kort varsel. Vi vidste at vi havde god tid til selve turen og sagtens kunne vente med at starte dagen efter.
Holger, vores kontaktperson i Kangerlussuaq, som har været utrolig hjælpsom med alt, tilbød at være vores guide og køre os derud.
Først gav han os dog fortællingen om moskusgarnet fra Kangerlussuaq, som jeg vil fortælle jer om en anden dag – men glæd jer også til det, det er en fascinerende historie.
Efter at have handlet ind til hele vandreturens middagsmad og frokoster, samt pakket vores tre pulke klar til turen, var vi endelig klar til indlandsisen. Klokken 13.00 hopper vi i bilen og kører de 40 kilometer fra Kangerlussuaq og ind til isen. Det er fascinerende, stortslående, uforståeligt, 650 kilometer på tværs på denne breddegrad, vildt og smukt… En skøn måde at starte turens oplevelser på.
Indlandsisen
Vi er retur igen sidst på eftermiddagen og klokken 17.00 kører vi til vores startssted på Hundesøen. Søen her har fåe sit navn fordi den, set oppefra, ligner en foxterrier.
Bilen hoppede og dansede gennem sne, klipper og store sten – og traileren med…. To pulke og ski flyver af, da siden af traileren ryger sig en tur…. Vild tur, men sjov.
På hundesøen telter vi med det samme. Her er helt vindstille, mildt og kun -5. Da solen går ned skinner månen fra en skyfri himmel og nordlyset dansede klart over fjeldene. Vi er nu helt klar til en god nattesøvn efter en lang dag med mange oplevelser.
Der går dog en rum tid inden vi kan falde i søvn, da ingen har fortalt os (og vi har jo heller ikke spurgt) hvor meget det knager og brager i søens to meter tykke is, når solen går ned og temperaturen falder til natten. Vi føler os pludselig meget små på denne store sø… Heldigvis er vi så trætte at vi hurtigt accepterer tingenes tilstand og kan falde i en dyb og tiltrængt søvn.
Første overnatning på Arctic Circle Trail – Hundesøen
Tak fordi du læste med
“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”
— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent