Lækre proteinrige Matea-pandebrød (besan roti)

På et friluftskursus i Basisfriluftsliv i Dollerup Bakker i maj 2018, var jeg så heldig at have Matea med på holdet. Ud over at bidrage med sit positive sind gav hun mig også denne opskrift med på vejen, og jeg er allerede forelsket.

Det er et fantastisk lækkert alternativ til frokosten, som for mange består at langtidsholdbart brød eller kiks, ost, pølse, færdig-frysetørret mad eller supper og nudler.

Her er opskriften på at få friskbagt, proteinrigt pandebrød hver dag – Jeg bager dem om aftenen mens jeg laver min aftensmad og gemmer dem til frokosten næste dag (udfordringen består så her i, ikke at spise dem allerede om aftenen)…

Matea-brød til 2 personer:

2 ½ dl kikærtemel
1 ¼ dl hvedemel eller speltmel
1 spsk nigellafrø (sortkommenfrø)
1 ½ tsk spidskommen
½ tsk stødt koriander
¼ tsk gurkemeje
½ tsk amchur (mangopulver) (kan udelades)
1 tsk chili
½ tsk salt

Bland alle ingredienser i en frysepose hjemmefra.

Tilberedning:

Tag posen med melblandingen og kom væske direkte i posen og ælt uden på posen. Kom ikke for meget vand i, da dejen så bliver for blød og klistret og så er det er svært at forme brødene.

Tag dejen ud af posen og form den i mindre kugler (afhængig af hvor store brød du vil bage). Brug fingrene til at forme kuglerne til runde og flade brød, der passer til panden i størrelse. Bag brødene i rigelig olie.

Drys dem gerne med salt når de er færdigbagte.

Brødene kan godt være lidt tørre i det, men de går rigtig godt sammen med noget ost, en suppe eller andet fugtgivende.

Brødene holder sig fint i flere dage, men selv nyder jeg at bage dem dagligt – på den måde vejer de også lidt mindre da vandet først tilføres, når de skal bages.

VELBEKOMME 🙂

Synes du godt om indlægget? Så del det med dit netværk: