Det var en dejlig nat i Kanohytten, så vi var friske og veludhvilet da vi vågnede her til morgen. Der er ved at tegne sig et fast morgenmønster. Klokken 6.30 skal jeg som regel op og tisse og klokken 7.00 er vi vågne og klar til at stå op. Da vi ikke har travlt, har vi valgt at hygge os her om morgenerne og nyde morgenmaden inden vi pakker sammen.

IMG_1913Det har sneet en del i nat. Det er smukt og helt hvidt. Men sneen har ikke kun gjort landskabet smukt. Det har også gjort at slædesporet nu er helt væk. Det giver os en udfordring, da vi ikke med 100 % nøjagtighed kender vintersporet, så vi bliver nødt til at gætte os lidt frem ifht. hvor på søen vi skal af i forhold til mindst mulig op/nedstigning. Slædehundene vælger altid den letteste vej, da hundene har svært ved alt for bratte stigninger og det er derfor ofte det mest energibesparende spor at følge. Vintersporet kan modsat sommersporet gå over søerne, som jo i sagens natur er helt flade, men vi skal jo også gennem de dale der forbinder søerne og her kan der være mange muligheder og faldgruber.

Heldigvis så vi i går aftes tre snescootere drøne over søen langs den modsatte bred. Det undrede os lidt, da vi, i følge sommerruten, skulle blive på denne bred.

IMG_1915Vi beslutter og dog for at gå til det hjørne hvor scooterne forsvandt af søen i går og begynder at pakke vores pulke klar til dagens etape. Klokken 10.00 er vi klar til afgang og da jeg jo kun går med én pulk og derfor trækker det letteste læs bliver det mig der træder sporet i den nyfaldne sne. Det er selvfølgelig lidt hårdere end at gå på det fastkørte sne, men sneen er som let pudder og er ikke tung at flytte sig igennem.

IMG_1923Omkring middag bliver vi overhalet af en snescooter, så nu har vi endelig et spor at følge igen. Dejligt og betryggende, så ved vi at vi er på rette vej. Vi har en forholdsvis lang nedstigning fra kanosøen inden vi er på ude på den næste sø igen.

Vi holder godt på og går et godt tempo for at gøre dagen i morgen så kort som muligt. Efter anden eftermiddagspause beslutter vi at gå “lige der over” til bredden og telte i læ af fjeldsiden. “Lige der over” viser sig at være tre kilometer fremme. Igen bliver vi snydt af afstandene… Vi ender på godt 18 kilometer, hvilket jo i sig selv er en god lang dag med ski og pulke.

IMG_1933Vi trækker ind til kanten af søen hvor vi telter for natten. Igen godt trætte og brugte efter en god og lang dag, hvor vejret endnu engang har vist sig mildt og flot. Vi skynder os at fyre op under primusbrænderen, så vi kan sikre os at det svedige tøj er tørt til i morgen.

I morgen skal vi omkring hjørnet ca. 5 kilometer fremme, hvorefter vi skal følge Oles Lakseelv ud gennem dalen.

 

Synes du godt om indlægget? Så del det med dit netværk:

2 comments on “Grønland dag 4 – “Sporet der forsvandt””

  1. Nicolai Nielsen

    Hej Mette og CO.
    Jeg kan regne ud at i må ankomme engang i næste uge. Hvis i har tid og interesse så kig forbi bygge og anlægskolen(KTI). Vi kan eventuelt uveksle erfaringer og netværk med henblik på at lave fjeldture til folkeskoleelever og gymnasie elever. Vi har haft et fast tur koncept kørende siden 2012, som vi løbende udvikler på.
    Vi tager selv på fjeldtur Onsdag, så måske kan vi nå at ses inden, ellers kig forbi sydsiden af Alangorsuaq fjeldet, hvor skiliften ligger (7km øst for Sisimiut)

    Hilsner
    Nicolai

  2. Admin

    Hej Nicolai
    Tak for din besked, det lyder faktisk som en rigtig god ide.
    Desværre er vi pga. det udstyr og de muligheder vi har, nødt til at sende beretningerne med forskydning – da der jo som du ved ikke er dækning på strækningen.
    Skriv gerne en mail til mig, da det bestemt lyder spændende med erfaringsudveksling og netværk.
    Bedste hilsner
    Mette

Skriv et svar