jeppe-3Her en bloghilsen fra en dedikeret ung vandre-tosse, som jeg mødte første gang på en Opdag Verden tur i Lapland. Jeppe og hans bror Malthe var med som gruppens to yngste deltagere – og sikke en fornøjelse med to så glade og entutiastiske drenge på holdet.

Jeppe er senere vendt tilbage til fjeldet og har i år (2016) vandret hele Kungsledens 600 km. Jeppe er både sej, glad og inspirerende. Derfor deler jeg også med glæde hans artikel om turen her:

Nederst finder du også hans link til hans nye hjemmeside, hvor du kan læse meget mere om hans drømme og planer for store vandrebedrifter i de kommende år.

Jeppes fortælling:
jeppe-1Jeg står nede ved det strømmende, iskolde smeltevand. Vinteren har sat ind og solen gik ned første gang for 13 dage siden. Foran mig tårner 3 store tinder sig op, snebeklædte og massive. Skumringslyset, bjergene og den absolutte stilhed får mig pludseligt til at bryde ud i et latteranfald. Det er den sidste dag på min vandretur af Kungsleden og 1.835 km væk, venter mit daglige liv på at blive genoptaget.

I vinteren 2015 besluttede mig og en god kammerat at vandre Kungsleden. Vi havde før vandret i Abisko Nationalpark, men følte vi skulle have en udfordring. Det fik vi bestemt.
Allerede aftenen inden indså vi at vores eneste telt lå halvanden times køretur væk og min regnjakke var forsvundet. Men vi klarede det. Og inden vi vidste af det, befandt vi os på nattoget på vej mod Abisko med to tætpakkede rygsække og mad til 15 dage. Foran os ventede der sig flere hundrede kilometer ubarmhjertigt svensk fjeld.

jeppe-5De første dage var de hårdeste. Vi havde besluttet os for at tage en gammel, nedlagt rute kaldet Trepas-ruten. Denne rute bevæger sig næsten i en fugleflugtslinje fra Abisko til Kebnekaise fjellstation. Men man må ikke lade sig snyde. Dette betød også at vi lagde os ud med nogle af de højeste stigninger, mest ekstremme terræner og farligste nedstigninger. Men efter 5 dage med tungen lige i munden og hjertet oppe i halsen nåede vi vores første milepæl, Kebnekaise fjellstation. Vi tankede op på en buffet med älfårgas (en ret vi stadig ikke ved hvad var) og gik videre.

Derfra begav vi os ud på Kungsledens resterende strækning. Hvert et sving i stien bød på nye udfordringer, men også nye udsigter. Vi gik igennem enorme gran- og birkeskove, vadede igennem moser og oversvømmede heder og klatrede op af bjerge. Vejret var barskt fordi vi bevægede os oppe på bakkekamme det meste af tiden og derfor ikke havde noget at gemme os bag. Det var især slemt dag 14, da vores telt var ved at blæse væk om morgenen og vi måtte starte uden mad, spise frokost i en utæt jordhule og vandre 3 timers uden pause. Men for hver gang vi overkom en dårlig dag, jo bedre havde vi det.
jeppe-4Kungsleden er en fantastisk oplevelse. Sveriges landskab flød ud foran os i alt des pragt. Allerede efter 1 dage var byerne lagt bag os. Alt var så fjernt derude. Alt var så langt væk. Man fik den her følelse af frihed, af kontrol. Midt inde i en granskov, sagde min kammerat pludselig til mig:

”Lige nu, i dette øjeblik, er vi de eneste i verdenen der ved hvor vi er.”

 

jeppe-2At vandre Kungsleden er at trykke på pause, sætte hastigheden helt ned og lade livet fortsætte derfra. Man kommer ind i et mantra, en rytme. Man står op, vandrer, spiser, sætter lejr op og sover. Alt bliver simpelt. Man lever på det mest essentielle, og alt fra et stykke marabou til en godnat-hilsen, har lige pludselig betydning.
Hvis du beslutter dig for at vandre Kungsleden vil du komme til at græde, grine, føle dig fortabt og fornyet. Men en ting du ikke vil gøre, det er at fortryde det!

Læs meget mere her på Jeppes hjemmeside: A.M. Vandring

Synes du godt om indlægget? Så del det med dit netværk: